Select Page

Fan Review: Sherlock Preview i London

Fan Review: Sherlock Preview i London

Selvom det kun var i midten af januar, må 12. januar være årets mest regnfyldte dag i London. De stakkels mennesker, der ventede i standby køen lignede mildest talt druknede mus, og med dertil hørende våde hundeøjne, så var det et ynkeligt syn, der mødte mig, da jeg trådte ind i British Film Institute, London.

For at få fat på en af de eftertragtede billetter, havde jeg været igennem en 20 minutter lang kamp, efter frigivelsen af billetterne, hvor den konstant sagde alt optaget. Det var først ved sidste genopfriskning af siden, at en enkelt billet blev ledig. Tror ikke engang, at jeg blev så glad, da jeg afleverede speciale!

På balkonen over det ventende publikum stod flere af dem, som er hele fundamentet i Sherlock: Steven Moffat, Mark Gattis, Sue Vertue og Una Stubbs. De så lige så spændte ud, som vi var.

Vel inde i biografen fløj debatten på tværs af rækkerne. Der havde været en strikt ”max 2 billetter pr. person”-regel, som gjorde, at mange vennegrupper var spredt ud i biografen. Flere steder kunne jeg se toppen af en Sherlock Holmes-hat. Døren tættest på scenen gik op flere gange og ind kom skuespillere og skabere af serien. Blandt andet spottede jeg 2 udgaver af en ung Sherlock, og vi fik senere af vide, at scenografer, make up artister og andet Sherlock-godtfolk også var til stede.

Da vi endelig gik i gang (5 minutter for sent, hvor jeg konstant kiggede på uret), kom en leder af BBC Drama op for at takke og introducere de to forfattere. Da han introducerede epsioden som ”The Final Solution” kom der store protester fra salen, og han forstod ikke sin fejl, før forfatterne kom op og rettede ham. De kom også med slet skjulte trusler om, hvad der ville ske, hvis vi afslørede noget som helst om afsnittet. Så det gør jeg ikke.

Men lad mig sige dette. Der gik ikke særlig lang tid fra de havde sat afsnittet på, før jeg blev rørt til tåre over at sidde i biografen med fans og crew. Der var så meget passion og så meget kærlighed, at det var til at føle på; Latterbrølene var højere, chokkene større og de tilbageholdte åndedrag mere tydelige, end hvad man ellers kunne forvente af et publikum.

Jeg tror heller ikke, at jeg afslører noget ved at sige, de ekstra 10 minutter var helt på sin plads. Som manuskriptforfatter havde jeg svært ved at se, hvor de skulle have skåret noget som helst uden at miste vigtig information.

Efter episoden klargjorde teknikere scenen med stole og mikrofoner. I mellemtiden fik publikum en velfortjent pustepause. En moderator trådte så på scenen og introducerede panelet. Hvem de bestod af vil jeg heller ikke sige så meget om (for jeres egen skyld), men selvfølgelig var Steven Moffat, Sue Vertue og Mark Gattis en del af det.

Og hvad lærte vi så af det?

– Der er gået rygter om, at replikken fra S4 E2 ”people always give up after three” skulle hentyde til et muligt fjerde afsnit. Men det afviste Steven meget kontant. Sue sagde desuden, at et afsnit er en hel film, der laves, så det er ikke noget, som man bare kan gøre i al hemmelighed.

– De var slet ikke afvisende over for en 5. Sæson. I medierne har de virket meget tvivlende, men i samtalen med publikum var de langt mere positive. Men beslutningen er helt og holdent Sue Vertues.

– Steven Moffat ser Sue Vertue som sin chef. Han ser hende som den ultimative skaber af serien. Han gav hende så meget ros, at hun til sidst var rørt til tårer. Han fortalte, at da en svensk journalist engang havde omtalt hende som ”bag enhver stor mand står en endnu større kvinde”, så havde han rettet det til, at hun står foran ham og ikke bag ham.

– Sian Brooke (Eurus) vidste ikke, hvad hun skulle spille, før hun havde fået rollen. De opfordrede hende til at prøve de forskellige roller af, men først, da hun havde fået rollen, fik hun af vide, at det var samme karakter.

Mit yndlingsafsnit har altid været Scandal in Belgravia, men jeg er nu kommet i tvivl. That’s how good this is! Og jeg glæder mig lige så meget som jer andre til at se den (igen) søndag/mandag.

Til sidst en lille kommentar: Jeg er hunderæd for at flyve. Jeg tog et fly for at komme til The British Film Institute og dagen efter måtte jeg tage et fly tilbage igen. Men den oplevelse var det hele værd!

God fornøjelse med The Final Problem.

- Helene Withington Brink

- Helene Withington Brink

Denne artikel er skrevet af Helene Withington Brink og indsendt til Sherlocked.dk. Du kan også skrive artikler for Sherlocked.dk, bare skriv løs og indsend via besked systemet på Facebook eller på email: admin@sherlocked.dk.

SKRIV EN KOMMENTAR